Kampen ved middagsbordet - vol. 1

Jeg synes ikke, det var slemt at være gravid; de 20 kilo jeg tog på skyldtes vist primært, at jeg spiste et glas Nutella om ugen. Jeg synes heller ikke, det gjorde ondt at føde. Amning kom op at køre med det samme og det generede mig faktisk heller ikke at blive vækket 3-4 gange hver nat indtil mine piger var fyldt næsten 1 år. Nej, det værste har hver gang været, når jeg skulle i gang med at give fast føde.

 

Sumo-bryder uden hår

Min ældste datter, Mathilde, var en rigtig basse; 9,5 kilo da hun var 5 måneder. Hun havde ingen hals, 4 folder på lår og arme, næsten ikke noget hår på hovedet og lignede derfor en rigtig sumo-bryder. Hun var kort sagt rigtig glad for at blive ammet. Måske var det derfor, at det var et helvede at få hende i gang med at spise rigtig mad.

 

 

Da hun var 5 måneder sagde sundhedsplejersken til mig, at nu kunne jeg godt så småt gå i gang med at starte op på skemad; hun havde måske brug for mere fast mad. Og fuld at entusiasme gik jeg i gang - uvidende om, hvilket surt slid, der ventede forude.

 

Så åben da den mund, goddamnit...

Pigen ville nemlig ikke spise. I en måned prøvede jeg med alle mulige variationer af grød og mos, men intet smagte hende. Fuld at misundelse så jeg, hvordan andre børn beredvilligt åbnede munden som en fugleunge og bare åd løs. Mon deres forældre virkelig var klar over, hvor heldige de var, at deres barn bare åbnede munden og tog imod det, der blev serveret? Når jeg var glad for, at hun havde spist 3 skefulde grød, hørte jeg om, hvordan de andre børn havde kværnet en hel tallerken. Jeg mærkede misundelsen brænde.

 

 

Til sidst var jeg et rent nervebundt - totalt anspændt hver gang en spisesituation nærmede sig. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har talt med forskellige sundhedsplejersker omkring mit problem. Nu var Mathilde 6 måneder og måske ville hendes trivsel gå helt ned ad bakke. I dag kan jeg godt se, at jeg nok overreagerede en smule - hun var jo kun 6 måneder og sprang alle BMI-kurver.

 

Få kontrol ved at slippe kontrollen

Mit problem har derfor nok snarere været, at jeg ikke kunne kontrollere situationen, jeg kunne ikke tvinge hende til at spise (men jeg havde lyst til at proppe maden i hende som en anden fois gras gås, skal jeg gerne indrømme) - og det er ikke et godt set-up for mig. Løsningen blev derfor også at tage tage fat i netop det. Jeg besluttede mig nemlig for at være ligeglad - slippe kontrollen - forstået på den måde, at jeg ville tilbyde maden, man er vel ikke en dårlig mor, men ville pigebarnet ikke spise, så måtte hun selv om det. Jeg ville prøve at slappe mere af i håbet om, at hun ville kunne mærke det - og man kan læse mig som en åben bog, så jeg var nødt til at have den afslappede følelse helt inde i kroppen. Jeg havde jo læst i en bog, at børn godt kan fornemme den slags ting. Det skulle i hvert fald prøves.

 

Og lur mig om det ikke virkede - da hun blev 7 måneder. Først tror jeg, at hun nød bare at kunne sidde i fred uden at have mit stikkende og paralyserende blik konstant hvilende på sig - og med julelys i øjnene hver gang hun åbnede munden bare en smule. Til sidst kom der dog hul igennem med havregryn med mælk og advocado-mos og rejer (altså ikke sammen) - og så gik det bare slag i slag. Vi kunne sætte flueben ved 'opstart på fast føde' - sidenhen kom så andre udfordringer forbundet med spisning (jeg kan ikke lide det, jeg kan ikke spise mere, jeg vil gerne have en is - to name a few). Og så var det nok bare første gang, Mathilde viste et af sine personlighedstræk; hun gør ikke noget, før HUN er helt klar til det (lige før hun fyldte 3 år sagde hun: 'nu bruger jeg ikke ble mere' - og det gjorde hun så ikke - overhovedet og stort set uden uheld).

 

 

You've godt to seize the moment og be in the zone

Nå, men den erfaring rigere tænkte jeg, at jeg ville være totalt cool når barn nummer to skulle i gang med fast føde. Men, nej nej, sådan gik det ikke helt! Godt nok gik det nemmere, men jeg kunne stadig mærke den gammelkendte stress og uro omkring indtagelse af fast føde. Og jeg kunne stadig blive helt euforisk, når Freja havde spist godt - og nede i kulkælderen, når det modsatte gjorde sig gældende.

 

Der kom desuden en ny dimension af 'trælshed' over det; asynkrone spisemønstre mellem et barn på 4 år og en baby. I lyset af mit ønske om at lykkes med at 'etablere en god spisesituation' havde jeg en særdeles brændende platform omkring at servere mad kl. 17, som jeg havde fundet ud af, var det bedste tidspunkt. You've godt to seize the moment og be in the zone. Samtidig skulle jeg dog forholde mig til Mathilde, som kunne være træt og alt muligt andet. Jeg følte mig som tjeneren i det der spil, hvor man lægger pap-brikker op på hans tallerken - hvor taberen er den, der får det hele til at tippe.

 

 

Og det er den anden grund til, at jeg hader opstart på mad. Jeg oplever en fundamental indskrækning i min personlige frihed og fleksibilitet. Alt kommer til at handle om, hvornår der skal spises, om jeg nu har alt det rigtige hjemme, at jeg gerne skal sørge for at være hjemme til måltiderne for at holde alle parametre for potentiel succes i skak. Kort sagt nogle måneder, hvor jeg har fuldstændig tunnel vision på at lykkes med at få den lille til at spise.

 

Ufatteligt så hurtigt man glemmer

Men pludselig en dag, så kører det. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der gør det. Det er nok en glidende overgang. Men pludseligt er det bare ikke et problem mere - og man har nærmest glemt, at det nogensinde var det. Og nu er vi ved at være der, hvor jeg har set frem til: vi kan spise på et tidspunkt mellem kl. 18 og 19 - og jeg kan altid lige købe en banan eller en bolle på vejen, hvis jeg ikke har fået noget med. Kort sagt har jeg fået fleksibiliteten tilbage i mit liv. God sei dank!

 

For både hvad angår opstart på amning, mad, søvn, mobilitet, sprog - og alle de andre ting, man kan være frustreret over, så er det utroligt, hvor kort éns hukommelse kan være; når man er i situationen, kan man næsten ikke se sig ud af den, så har man næsten glemt, at det nogensinde har været godt - og når det kører godt, så har man fuldstændig glemt, at det nogensinde har været skidt. Sådan vil det nok altid være.

 

Da jeg fik Mathilde, fik jeg et kort fra min søster, Karoline (som da havde 2 børn), hvor hun skrev: 'Når det er allermest træls og surt, skal du bare tænke på, at intet var ved. Det går over igen'! Det er et råd, der har vist sig at holde stik, igen og igen - tak, Karoline :-).

Del: