Når teknikken svigter....

Med små børn i huset er der nok at se til. Det ved alle - og BabyGear.dk's kundegruppe nok især, hvor jeg ikke er i tvivl om, at 'I'm preaching to the choir'... Med en borderline tilstand af kaos og begrænset tid til sig selv, og hvor det til tider gælder om at holde tungen lige i munden, er det nogle gange nogle mærkelige ting, der holder én oppe - eller i hvert fald sikrer, at man har en følelse af normalitet og kontrol over tilværelsen.

 

Jeg kan således klare, at elevatoren i vores ejendom - hvor vi bor på 5. sal - ikke har virket siden det voldsomme regnskyl i København den 2. juli. Derfor har jeg en daglig nær-dødsoplevelse sidst på dagen, når jeg slæber bærbar PC, indkøbspose (når køleskab og børn råber på mælk og aftensmad), diverse rygsække samt 1 stk. 2-årig mere eller mindre op ad trappen. Men gode benmuskler må det da give.

 

Jeg lever også med, at vores kaffemaskine på arbejdet - som holdt os kørende på espresso og latte - lige pludseligt svigtede og vi lige nu bare skal tage os sammen til at få anskaffet en ny. Indtil videre har jeg lært at sætte pris på Nescafé - og har (ikke bevidst) fået nedsat mit kaffeindtag på jobbet væsentligt - hvilket vel også er godt nok.

 

Jeg kom også levende igennem, at min PC lige pludseligt ikke ville afspille DVD'er, så jeg ikke længere havde en yderst effektiv livline sidst på dagen når alt andet svigtede og der skulle laves mad. Vi har ikke Ramasjang, DVD eller andet, så der var reelt tale om en førsteklasses kold tyrker. Jeg var ærlig talt også ved at være lidt træt af at få råbt 'Gekke' lige ind i øret hele vejen op til 5. sal (på 2-årig'sk betyder 'Gekke' prinsessefilm).

 

Men, da vores egen kaffemaskine lige pludseligt ikke ville mere, og jeg ikke længere kunne få hjemmelavet latte, mit personlige lille lyspunkt, så faldt det hele ligesom fra hinanden. Så blev alt helt overskueligt. What to do?

 

Jeg gjorde det eneste, jeg kunne overskue lige der. Jeg lavede en Maude og gik i seng! Midt på dagen gik jeg ind og lagde mig i nederste køje og kiggede op i lamellerne i overkøjen - og prøvede at finde ud af, hvordan jeg liiiige skulle komme igennem denne her. For reparere den verdammte maskine kunne jeg ikke selv. Det var eddermame nedtur. NU blev det altså et nummer for surt - ikke også den. God damn.

 

Familien kom ind og kiggede undrende på mig. Ja, ja - jeg kunne godt selv se det. Det var jo lidt latterligt. Der er helt sikkert større problemer i denne verden. Men det var bare en lille luksus i mit opspændte liv. Men, jeg fik lavet lidt change management på mig selv og overbevist mig selv om, at jeg nok skulle komme igennem denne her også.

 

Med en stiff upper lipp kastede jeg således resten af dagen stjålne blikke på kaffemaskinen - som en fyr, der havde brændt mig af. Så tæt på og så alligevel så langt fra. Tænk på noget andet, tænk på noget andet....

 

Og så lige pludseligt, når man mindste venter det, kom der et gennembrud. Lige da vi var på vej i seng stillede min mand således det meget relevante spørgsmål: 'Er du sikker på, at der er vand på den?'.

 

Jeg fik samme følelse i kroppen, som når IT afdelingen har spurgt mig, om jeg har prøvet at genstarte PC'en. Kender I det? Så kan I nok også gætte hvad svaret var...

 

Præcis - men who cares (ovennævnte situation, må jeg indrømme, er nok bare typisk mig). Jeg faldt i søvn med en glad og lettet følelse i kroppen - og hjemmelavet latte næste morgen. Man ved først hvad man har, når man (næsten) har mistet det. Det gør I hvert fald, at jeg lige kan overskue at tage den endeløse tour de force op og ned ad trappen et stykke tid endnu.

Del: