Børn skal opdrages med maven - ikke med hovedet. Børneopdragelse kan aldrig blive en teoretisk skrivebordsøvelse, men er en kontinuerlig øvelse i at mærke efter, hvor ens grænser går, og så bruge maven mere end hovedet . Så bliver det måske nemmere at sige nej, hvilket synes at være en udfordring for rigtig mange forældre disse dage - både i forhold til børn og arbejde!
Det er også bare de andres skyld...
I sidste uge mødtes jeg med en tidligere kollega. Udover en madforgiftning fra en ellers lækker Salade Chévre Chaud fik jeg også lidt 'food for thought' med hjem. Min kollega har store børn på 13 og 15 år og udover at tale om forskellen på de bekymringer man gør sig om sine børn på den alder og på 1½ og 4, så kom vi omkring evnen (eller manglen på samme) til at sige nej.
Hun fortalte om en bekendt, som bare ikke er i stand til at sige nej til sin søn på nu 15 år og hvis håndtering af kritik af hans adfærd fra skolen osv. var, at det så måtte være dem, der var noget galt med. Resultat - ikke overraskende: 1 stk first class møgunge. Som jeg har skrevet tidligere, så er mit udgangspunkt, at jeg tror alle forældre gør det bedste de kan for deres børn. Denne mor gør det helt sikkert også i den bedste mening og for at støtte sin søn så godt hun kan.
Jeg vil dog ikke trampe mere rundt i dette eksempel - vi er nok mange, der tænker, at denne mor nok gør sin søn en bjørnetjeneste - eller skyller barnet ud med badevandet for nu at bruge et andet ordsprog, jeg er glad for.
Hvorfor er det mon så svært at sige nej?
Hvad jeg derimod tænker mere over er, hvorfor det mon er så svært (for nogen) at sige nej. Måske fordi jeg ikke selv synes, det er svært, så bliver jeg nysgerrig på (et udtryk jeg har lært fra mine psykolog-kolleger), hvad mon der gør, at det kan falde nogen forældre så svært at sige nej.
Det er jo almindeligt kendt, at der i dag er en mere udbredt 'hør mig-se mig' adfærd blandt børn og unge med de fordele og ulemper, det fører med sig. Hvad er det, der gør, at nogen forældre i dag tilsyneladende har svært ved at sætte grænser for og sige nej til sine børn og - når man kigger på udbredelsen af stress (hvor min erfaring fra mig selv og som HR partner er, at det i høj grad handler om at sige fra og sige nej) - for sig selv for den sags skyld?
9 out of 10 ain't bad...
Hvad mon det er for et billede af sig selv og forestilling om det at være 'gode' forældre, der præger? Det er der jo skrevet meget om, så det skal jeg ikke lire af her, men det jeg har indtryk af, at normen og idealet er 'max anerkendende og altid i ligevægt' forældre, der aldrig hæver stemmen. Jeps, sådan en er det da sikkert fedt at være - og det er jeg også på en god dag - hvor jeg ikke er træt, har masser af tid, og hvor pigerne bare gør hvad jeg siger - med det samme.
Men, indrømmet, jeg er ret utålmodig og kan godt blive hidsig, så jeg gør mig ingen illusioner om at skulle leve op til det der ideal. Til gengæld siger jeg undskyld, hvis jeg ikke har været fair eller har taget fejl, mine piger er ikke i tvivl om at jeg elsker dem, jeg gør en dyd ud af at holde vores aftaler, og så hæfter jeg endelig min lid til det børnepsykologen Margrethe Bruun Rasmussen siger: "Alle kan flippe ud, men så længe du taler 'pænt' 9 ud af 10 gange, så går det nok. Det er OK dit barn ser, at du også er et menneske, så længe du undskylder bagefter". Tak Margrethe!
Kompetente børn, javist, men hvad med afbalancerede forældre?
Der er jo skrevet mange bøger om det kompetente barn og hvad har vi. Fokus går meget på børnenes behov - og det er da vigtigt - og sikkert resultat af en situation, hvor børnenes behov ikke var så meget i centrum. Vi ønsker jo alle, at vores børn skal blive hele og afbalancerede mennesker. Men, børneopdragelse - og håndtering af livet i det hele taget - mener jeg ikke skal gøres med hovedet (ud fra hvad man har læst eller tænker andre forventer/tænker), det skal gøres med maven. Forstå mig ret, det er fint at blive inspireret i f.t. konkrete udfordringer, men mange dilemmaer kan man ikke læse sig ud af.
Find din lederstil - og forældrestil
Man er nødt til at mærke efter, hvad man reelt selv synes og hvor ens grænser går. Det gælder ikke kun i f.t. ens børn men også arbejde (undertegnede har selv været ved at gå ned med stress to gange fordi jeg ikke evnede at mærke efter, hvordan jeg havde det), sociale relationer, parforhold - osv.
Der er jo ikke kun én måde at være forældre på - man må finde sin egen stil. Fra min tid som HR partner ved jeg, at det kan tage et par år, før man finder sig selv som ny leder - og det kan ikke læres fra en bog. Man skal finde sin egen stil og så være tro mod den.
Selvom man ikke er den leder, som medarbejderne elsker at gå i byen med, er man måske meget afholdt fordi man giver god feedback og sætter klare mål - og det er jo fint. Det er dig! Lad være med at prøve at være noget, du ikke er - man kan ikke være/gøre det hele - så længe man bare overholder nogle grundlæggende principper såsom at behandle andre ordentligt (behandl andre, som du selv vil behandles som min far altid sagde) osv.
Dårlig samvittighed er spild af tid
Det er det samme med børneopdragelse tænker jeg. Mit ydmyge råd til dig vil derfor være: Mærk efter, hvor dine grænser går, brug din mave mere end dit hovedet, stryg 'hvad andre tænker/gør' og 'jeg burde også...' fra dit ordforråd. I min optik er dårlig samvittighed isoleret set og uden handling spild af tid og ukonstruktivt; find ud af, hvorfor du gør/ikke gør det, der giver dig dårlig samvittighed, gør noget ved det, eller accepter, at sådan er det bare. Så bliver det garanteret nemmere at sige nej.
Vil du bestemme meget, så bestem lidt!
I 2006 var jeg på grænsen til at gå ned med stress fordi jeg troede, at det ville blive set som et nederlag at sige nej og sige fra som projektleder for et stort corporat projekt. Til sidst var jeg nødt til at gå til min chef, og hun sagde til mig: "Der er ingen, der takker dig for at gå ned med stress. Det der viser overskud og overblik, er at kende sine egne grænser og så tage den upfront, så vi kan håndtere situationen".
Baaam! Noget af en øjenåbner for mig - og starten for mig til at lytte mere til min mave. Ligesom ingen takker mig for at blive sygemeldt med stress, vil mine børn heller ikke takke mig for ikke at lære dem at kunne fungere i sociale relationer. Derfor ser jeg det som min primære opgave at gør dem til nogle velopdragne, afbalancerede og socialt kompetente piger, som det er nemt for andre at holde af - for ellers bliver det er sgu' op ad bakke for dem. Det værste af det er, at de måske ikke engang selv forstår, hvorfor andre trækker sig fra dem. Det skal de da lære - og helst undgå!
Lad mig afslutningsvist citere Mads Christensen, som siger "vil du bestemme meget, så bestem lidt". Det han mener at, du skal finde nogle få meningsfulde områder, der betyder noget for dig (f.eks. oprydning på værelset) og hvor du ikke helmer, før det er gjort. Det giver respekt!