af Therese Rasmussen, Kommunikationsansvarlig, BabyGear.dk, 30/05/2011 21.58.48

Jeg er bange for hunde. I min bog er alle hunde latente dræbermaskiner. Og det er lige meget om de er store eller små.


Alle hunde er latente dræbermaskiner


Opbygning af denne angst har taget flere år og og startede, da jeg var 13 år. Min familie og jeg var ved Kalø Vig Slotsruin, og en fremmed hund løb hen og bed helt umotiveret en dame ved siden af mig.

Siden hen har jeg haft flere tilløb til ulykke. Jeg nævner i flæng det frådende gab, der kom imod mig, da jeg som dør-til-dør sælger i England kom til at gå ind ad havelågen ved et slots-lignende hus. Dødens Gab gå hjem.. Eller de mange ture piskende rundt i svinget på min barndoms gade med en knurrende, snerrende og nappende tæppetisser lige ved vristen. Det lille møgdyr bed endda min bror. Endelig var vi ved at blive angrebet af en hund i Odense Zoo, men min svigerfar er vokset op på en gård og gav den et præcist spark på kæben. Jeg husker stadig det høje KLONK - efterfulgt af et højt PIV og et 'Hallo, du Onkel Joakim' tilråb til min svigerfar. Men hunden havde vel lige som selv bedt om det...


Stive smil med tørre tænder

Siden hen er vi flyttet til Amager og bor ret tæt på et område befolket med muskelhunde. Jeg går ikke frivilligt den vej, og har nærmest måtte lægge min mand i verbal benlås for at få ham til at love at mandsopdække Mathilde, når de var på cykeltur. Nu er han en stædig rad, så han har sikkert ikke gjort andet, end han selv vil. Jeg har dog gjort mit for at opbygge en solid 'hvad-sagde-jeg' case. Problemet er bare, at jeg ikke kan bruge den til ret meget, hvis det uheldet skulle være ude.


Jeg har kort sagt en lad os kalde det dybfølt respekt for hunde. Jeg er dog klar over, at den nok er lidt overdreven, måske endda irrationel (især hvis du spørger min mand), og jeg ønsker ikke at gøre mine piger lige så panisk angste for hunde, som jeg er. Angst fører ikke til noget. Så når vi møder en hund, hører jeg mig selv sige med stift smil og tørre tænder; narj, en sød hund, må man klappe? Mathilde ved, at man ikke må klappe hunde, man ikke kender, og det er jo fornuftigt nok. Stadig er jeg bange for, at hun har gennemskuet, at jeg ikke er helt så begejstret for hunde, som jeg lader som om, så jeg lykkes ikke helt med mit eget personlige change management projekt.


Ingen regel uden undtagelse

Ingen regel uden undtagelse. Mathildes venindes hund, Mary (opkaldt efter Mary...) og Golden Retrievers generelt samt Lassie hunde er søde.


Sød hund?


Jeg er klar over, at der en vis signalværdi i at have en muskelhund og er den velopdragen er den sikkert også en dejlig hund. For mig er det sejeste bare at have styr på sin hund - uanset race. Jeg husker stadig en strøgtur i Vejle, hvor en muskuløs og trimmet fyr kom gående med en - Golden Retriever. Den var ikke i snor og han behøvede blot at fløjte, så satte den sig og han gik ind i en butik. Og den blev siddende. Respekt!


Når godnatlæsningen bliver angstprovokerende

Det kan således være svært at spille hard ball overfor sine børn, hvis man virkelig er bange for noget - selvom man gerne vil være lidt cool omkring det. Jeg er også virkelig bange for edderkopper og tudser og jeg gruer for den dag, jeg er alene med pigerne og vi står overfor sådan et kryb - og de kigger på mig for at komme ud af situationen. Da Mathilde var 2 år læste vi hver aften i et stort dyreleksikon, og jeg vidste præcist, hvornår det store billede med tudsen kom - og sprang behændigt lige netop den side over. Mathilde har derfor i dag et stort hul i sin viden omkring tudser. Det er nok også en af grundene til, at vi aldrig kommer til Australien, for der er bare al slags kryb - i større udgave. You name it - they've got it!


Og så er vi slet ikke kommet ind på min angst for spøgelser... God nat og sov godt!