af BabyGear.dk, 21/05/2010 22.00.09

Ferie med en baby har ikke samme karakter af spontanitet, som dengang man bare var to voksne.  Med planlægning og en god portion forudseenhed kommer i hjem med fantastiske rejseminder.

Vi har samlet en guide til en god ferie

Glem ikke, at din baby skal have sit eget pas
Få taget et pasbillede hos for eksempel en fotobutik, og vælg en dag, hvor baby er frisk og veloplagt. Passet udstedes hos kommunen; husk ansøgningsblanket, dåbs- eller navneattest, pasbillede, penge og eventuelt yderligere dokumentation. 

Surferbaby 

Lad dit barn hoppe i en sød svømmedragt med solbeskyttelsesfaktor, når hun skal boltre sig i bølgerne. Husk at smøre arme, ben og ansigt, som ikke er dækket af dragten, ind i vandfast solcreme.

Varmt på toppen
Pas på det lille hoved med en solhat.

Fedtet baby
Børnesolcremen lægger en lys film over huden, så du kan se,hvor du har været.

Baby på afveje
Forsyn din nysgerrige tumling med et armbånd med navn og jeres mobilnummer på (husk at skrive 0045 foran), så den lille globetrotter kan få hjælp til at finde hjem, hvis han kommer på afveje.

Pas på fødderne
Husk strandsko til babyen, hvis han kan gå. Så undgår han at brænde fusserne i det varme sand og er beskyttet mod sten, søpindsvin og andre farer i strandkanten.

 I skygge 
Husk parasol eller et lille solsejl, så baby kan lege i skyggen og få en sval lur i løbet af dagen.

Sej i solen
Babyøjne er ekstremt lysfølsomme, så husk solbriller.
Australske Baby Banz har en beskyttelsesfaktor på 50, et brudsikkert stel og en blød, justérbar hovedrem, så din baby ikke vifter brillerne af. Baby Banz, 0-2 år

Medbring en pude
Husk, at baby ikke har sit eget sæde i flyet, så når han falder i søvn, er det i dine arme. Og det er tungt, hvis du ikke har støtte.

Mælk og rosiner
Am, eller giv en flaske, når flyet er klar til take off – det letter trykket i ørerne. Større babyer kan få en håndfuld rosiner eller vindruer at gumle på.

Hold på sutten
En sut mellem flysæder er en tabt sut. Suttesnor

Flaskerne op af tasken
Pak babys flasker med vand, mælk og lignende i en pose for sig, når I skal igennem security-kontrollen. Så undgår du, at hele din håndbagage bliver gennemrodet, fordi der er væsker i tasken.

Varme ben
Baby bliver hurtig kold, når han falder i søvn i autostolen eller flysædet. Træk et par benvarmere ud over bukser eller strømper, og hold ben og fødder lune

En lille drink
Både i en varm bil og i et fly, hvor der er lav luftfugtighed, har baby brug for ekstra væske, så husk en drikkedunk med frisk vand.

Baby i luften
At komme smertefrit gennem tjek-in og op i flyet med baby og bagage er noget af en operation. Tjek lufthavnens hjemmeside, inden I drager af, så I ved, hvor man kan låne klapvogne, varme flasker, skifte bleer og købe ekstra babymos. 

Babys egen kuffert
Lad den lille medbringe sin egen håndbagage i flyet eller bilen med lidt legetøj og yndlingspixibogen.

Køreunderholdning
Lad den lille underholde sig med Teletubbies, mens I tilbagelægger de tyske motorveje. Hos for eksempel FDM og ofte også i større supermarkeder kan du få dvd-afspillere, der kan sluttes til bilens cigarettænder.

Beskyt klapvognen
Med en airshell, som du kan leje over nettet og afhente i lufthavnen ved afrejse, er din klapvogn beskyttet mod lufthavnspersonalets brutalitet.

Taske til babygrej
Flere timers sightseeing kræver en veludstyret pusletaske. Vælg en model, som far også synes er smart – så kan du lokke ham til at bære rundt på den.
Pusletaske m. bl.a. vådrum og isoleret rum til sutteflaske

Citysmart
Medbring en praktisk klapvogn, der er nem at komme omkring med i smalle gader og stræder.

Seng og stol
Tjek med hotellet, om der er babyseng og høj stol til rådighed, og book eventuelt på forhånd. Der er jo ingen grund til at slæbe jer en unødig pukkel til. På den anden side er det surt at komme frem og opdage, at udstyret er i brug hos andre gæster eller slet ikke forefindes på stedet.

Tusind tips
I denne rejsebog finder du alt fra pakkelister og gode råd om søvn, transportsyge og myggestik til insidertips fra berejste forældre. God at have med i rygsækken.
The Rough Guide To Travel with Babies and Young Children, Rough Guides Ltd.,

Op at sidde
Let babystol der kan pakkes sammen til det rene ingenting og som kan monteres på en almindelig stol. Kan bruges fra din baby kan sidde selv og op til to år. Smart at have med på restaurant.  


Husk alarmen
Husk babyalarmer (og oplader), så jeres pode kan sove i klapvognen uden for vinduet i en restaurant, mens I nyder lidt voksentid. Lad dog aldrig den lille ude af syne.

På tur
Klassisk rygsæk i miniudgave til baby med plads til det mest nødvendige.
Fjällräven Mini.

Sovepose
Medbring babys voksipose – eventuelt med sommerdyne i – til brug på liggeunderlaget i teltet.
En perfekt sovepose til den mindste.

Mudderfødder
Der findes ikke dårligt vejr ...” Et par solide gummirøjsere er uundværlige på camping- eller festivalpladsen.

Beskyt de små ører
Høj festivalmusik og små babyører er ikke den bedste kombi. Med et babyhøreværn kan du sagtens have den lille med til koncert. Høreværn, 3 mdr. til 6 år

Tør baby
Da naturen ikke yder solgaranti, er det fornuftigt at huske et praktisk regnslag til barne- eller klapvognen, så I kan komme rundt, uden at baby bliver gennemblødt.

En bid af havet
Hvis I skal på camping nær stranden og har plads i bilen, så medbring babybadekarret (eller et oppusteligt badebassin), og fyld det med havvand. Så kan baby bade foran teltet uden høj bølgegang.

Småskrammer
Allround blomstercreme til den lille guldklump, der har fået hudafskrabninger, tør hud, brændenældebid, let solskoldning og andre smågener.
Rescue Cream m. bl.a. soløje, klematis og kirsebærblomme fra Bach, 30 g

 

Rejseapotek
Udvalget i dit rejseapotek afhænger selvfølgelig af, om I skal til Kerteminde eller Ny Guinea.
Nedenstående er et forslag til et basisapotek, som du kan udbygge, alt efter hvor turen går til. Tjek med din læge eller apoteket.

Termometer
Vaseline
Zinksalve
Børnepanodil
Solcreme, min. faktor 15
Tandbørste og tandpasta
Mild babysæbe
Evt. D-vitamin-dråber
Evt. jerndråber
Desinficerende servietter
Fugtighedscreme
Neglesaks
Plaster
Pincet
Flåttang
Giftsuger
Lindrende hudcreme

PÅ STRANDEN/I VANDET


Svømmebaby
Er I på ferie med en lille tumling, så benyt jer af strandkanten og soppebassinet. Svømmevinger og andet smart babyudstyr hæmmer blot den lilles bevægelsesfrihed. Nogle babyer holder dog af at flyde lidt rundt i en badering – selvfølgelig under opsyn – hvilket styrker balancen.

Beskyt dit barn mod solen
Hold jer ude af solen mellem kl. 12 og 15.
Giv baby solhat på, som dækker hoved og ører og skygger for ansigt og nakke.
Husk babysolbriller med UVA- og UVB-beskyttelse.
Klæd baby i løst og tørt tøj. Vådt tøj giver ikke samme beskyttelse, så husk at skifte, hvis tumlingen har plasket sig til i vandkanten.
Brug badetøj med solbeskyttelse.
Smør baby ind i solcreme over hele kroppen – husk ansigt, nakke, ører, fødder og hovedbund, hvis den lille mister hatten. Brug faktor 15 eller mere.
Smør baby ind, 20 minutter før I begiver jer udenfor. Brug cirka 20 ml, eller hvad der svarer til en barnehåndfuld. Husk at smøre ind flere gange i løbet af dagen. Det er vigtigere, at du bruger en tilstrækkelig mængde solcreme, end at du bruger en høj faktor.
Skyggereglen: Hvis skyggen er kortere end dit barns højde, skal du bruge solbeskyttelse.
Lad aldrig helt små børn, som ikke kan kravle eller gå, opholde sig i direkte sol.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen

 


I FLYET ELLER BILEN

Undgå køre- og luftsyge Heldigvis får de færreste babyer transportsyge, men under alle omstændigheder kan du gøre en del for at forebygge utilpashed:

Få barnet til at sove under turen.
Henled opmærksomheden på landskabet, helst på noget et stykke ude i horisonten, så det ikke ‘bevæger sig’ for hurtigt.
Sørg for god udluftning og frisk luft.
Undgå varme. Giv hellere baby mere tøj på, hvis der bliver køligt i bilen.
Undgå at spise og ryge i bilen. Tung luft øger risikoen.
Undgå at tegne eller læse bøger.

Kilde: netdoktor.dk, sygeboern.dk og netsundhedsplejerske.dk


I STORBYEN

Væske i varmen

Baby kan nemt miste sin appetit i varmen. En del af den nødvendige væske samt vigtige salte kommer fra den mad, barnet spiser, så I bør være ekstra opmærksomme på, om den lille får nok at drikke. Husk at have vand med overalt.
Giv barnet væske, som indeholder både salte og kalorier. Ammer du, har du den perfekte blanding lige ved hånden, mens større børn kan drikke frugtsaft eller fortyndet juice. Sodavand kan bruges som supplement, men indeholder ikke en optimal saltsammensætning.
Hvis barnet sveder, har det behov for ekstra salt. Hvis din baby kan finde ud af at spise chips, er det en nem måde at få lidt hurtigt salt. I tropisk klima bør maden saltes ekstra.
Hold øje med, om barnet tisser, eller om bleen er våd mindst hver fjerde time. Det giver en god fornemmelse af, om baby får væske nok.

Kilde: netdoktor.dk

 


Pas på babys mave

Hvis du udelukkende ammer, giver det sig selv, hvad den bette skal have at spise. Men hvis baby er gået i krig med kop og gaffel, er der nogle forholdsregler, som er gode at huske, når I spiser udenlands:
Sørg for, at kød mm. er gennemstegt.
Undgå frisk frugt, som I ikke selv skræller.
Tjek, at vand på flaske er fra et anerkendt mærke og ikke har været åbnet.
Undgå isklumper.
Undgå is og mælkeprodukter fra ikke anerkendte firmaer.
Køb ikke mad fra gadekøkkener.
Skulle baby få ‘turistmave’, så sørg for ro, sval temperatur og masser af væske (mellem halvanden og toenhalv liter i døgnet afhængig af alder og vægt). Løskogte ris, kiks, ristet brød, toast og skrællet frugt som banan og æble er godt for en lille mave i oprør. Hvis diarréen fortsætter, eller barnet har høj feber, er sløvt eller på anden måde har det dårligt, skal I kontakte en læge.

Kilde: netdoktor.dk

 

 

PÅ CAMPING/FESTIVAL

Fjern flåten

Kig dig selv og børnene grundigt efter, når I har været på tur.
Flåten sidder med hovedet nede i huden, og det er vigtigt, at du får hele dyret med ud. Klem ikke på dens krop; så risikerer du, at den tømmer sin mave, hvor borreliabakterien findes.
Med en smal pincet kan du tage fat om flåten så langt nede om hovedet om muligt. Træk langsomt og sejt, indtil den slipper.
På apoteket kan du købe en flåt-tang eller en flåtfjerner, der anvender fryseteknik og dræber flåten hurtigt og sikkert.
Hold dig fra husråd som at dreje flåten rundt, brænde den eller smøre vaseline på.
Hvis hovedet bliver siddende, så kontakt lægen.
Hold øje med symptomer på borreliose. Specielt en rød plet, som gradvist bliver større og får et blegt område i midten. Viser sig typisk en til fire uger efter biddet. I sjældne tilfælde er der ingen symptomer.

Kilde: netdoktor.dk


Undgå insektstik og -bid

Hold barnet på afstand af blomster, blomstrende buske og træer og træstabler, der tiltrækker insekter.
Vær opmærksom, når baby spiser udendørs. Undgå søde sager, der tiltrækker insekter.
Hold igen med parfumeret creme og farvestrålende tøj.
Giv den lille lange ærmer, lange bukser og sokker på, når der er mange insekter. Når bæstet har bidt
Rens med vand og sæbe, og fjern brodden ved at skrabe den af – tryk ikke brodden ud.
Ved bi- og hvepsestik kan du suge giften ud med en giftsuger fra apoteket.
Hold det angrebne sted opad for at forhindre unødig hævelse.
Smør eventuelt lokalbedøvende salve på stikket, eller bedøv med en isterning i en vaskeklud.
Hvis hævelse eller udslæt tiltager, hvis stikket bliver rødt, varmt og ophovnet, eller hvis barnet bliver dårligt, skal I kontakte lægen.

Kilde: netdoktor.dk