Børn i sengen - the more the merrier...

Før jeg fik mine egne, var jeg ikke vild med børn. Jeg synes de var irriterende, larmende og fyldte bare for meget. Når mine kolleger fortalte om deres afkom, var jeg ikke særlig interesseret, men lyttede dog høfligt. Min manglende interesse og - 4 yngre søskende til trods - noget begrænsede empiriske grundlag hindrede mig dog ikke i at have rigtig mange holdninger til, hvordan børn skulle opdrages - ikke mindst, hvordan jeg selv ville opdrage mine børn. En af disse grundpiller var, at jeg aldrig skulle have børn i sengen. ALDRIG!

 

Hvad gør de i naturen - eller i Afrika...

Problemet med at få børn er bare, at man til tider bliver nødt til at revurdere og omformulere sine 'leveregler'. Af nød eller fordi man bare ændrer mening konfronteret med virkeligheden fremfor rene teoretiske - eller idealistiske - forestillinger. En af de områder, jeg har lavet en class-A 100% kovending er på området 'børn i sengen'.

 

Da vi fik Mathilde læste jeg inden for få uger 'godnat og sov godt', grov-browsede websites om børns søvn, blev abonnet på Falcks hjælpelinje med sundhedsplejerske and the lot - alt sammen for at få styr hendes søvn. Jeg var teoretisk klædt på til tænderne. Derfor fik jeg temmelig meget flimmer på min mentale skærm, når jeg delte mine løbende frustrationer over at hun ikke bare sov med det samme med min mand, og hans holdning var 'hvis hun har brug for at sove sammen med os, så skal hun da det, alt andet virker da mærkeligt; hvad gør de i naturen - eller i Afrika...?'. Alle mine teoretiske idealer faldt sammen - for det virkede jo - og virkede tilmed logisk.

 

Så Mathilde - og nu også Freja - sover i vores seng. Ikke hele natten og de starter (som regel) i deres egen seng (det kan de bedst lide). Og både min mand og jeg elsker det! Personligt synes jeg ikke der er noget bedre end at vågne ved at der ligger en lille pige og sover trygt eller som aer mig på kinden og smiler til mig - eller få en lille arm om halsen midt om natten. Eller at være vågnet først og høre en kanon af åndedrag. Og egentlig tror jeg min mand elsker det mere end mig.

 

Bare jeg har ro for ørerne

Indrømmet, vi har en stor seng og vores piger sover roligt og parallelt med os. Hvis jeg fik diverse ninja spark i løbet af natten og derfor sov dårligt, ville jeg måske ændre mening - eller få en madras på gulvet. Til gengæld har jeg ofte meget lidt plads til rådighed, men det lever jeg med. Bare jeg har ro for ørerne.

 

Sovemønstre KAN ændres

Derudover ved jeg, at sovemønstre kan ændres. Vi har flere gange fået Mathilde til at sove for sig selv i egen seng og på eget værelse. Det tager ca. 1 uge at ændre et mønster, med aftagende fysisk tilstedeværelse i samme rum, hvis det skal gøres uden alt for meget gråd fra barnets (og min) side. Ferier og længere udlandsophold har så flere gange ødelagt en etableret rutine og hun er kommet retur til i vores seng. So be it!

 

...Fordi det fungerer for os...

Der er mange holdninger til samsovning, co-sleeping og børn i sengen. For os er det ikke noget problem, fordi vi er enige om, at de gerne må være der. Det er altså vores valg som voksne og det rigtige for vores familie - og ikke mindst fordi vi synes det voldsomt hyggeligt. Egentlig synes jeg, det er et sjovt parameter at måle sin formåen som forældre på, om man er lykkedes med at få børnene til at sove i egen seng - hvis det er et mål i sig selv. Jeg fik lov til at sove i mine forældres seng - det gjorde min mand også (altså i sine forældres...) - og vi husker det begge som hyggeligt og trygt, så mon ikke Freja og Mathilde har det på samme måde.

 

Godnat og sov godt - alle sammen!

Del: