af Therese Rasmussen, Kommunikationsansvarlig, BabyGear.dk, 23/10/2011 21.19.08

I mit sidste blog indlæg - som indrømmet blev skrevet for lidt for længe siden (til gengæld er der kommet vildt mange nye varer på BabyGear.dk) - skrev jeg lidt om vores sovevaner. Jeg vil her brygge lidt videre på den tråd...


En seng med vægge

Som jeg skrev var og er jeg positivt indstillet overfor konceptet 'børn i sengen'. Men, jeg går også ind for, at børn skal starte i deres egen seng. Af mange grunde var vi for ca. 3 uger siden ikke lige der. Læs: pigerne blev puttet i vores seng. Men, så tog vi aktion og over en weekend fik vi rykket værelser, så pigerne nu har et gigantisk børneværelse med køjeseng og vi har en seng med vægge - eller som min kære mand siger; det er som at sove i en campingvogn. Til gengæld er der ingen fare for at falde ud af sengen. Ikke engang sutter kan falde ned. Og så fik vi ryddet godt og grundigt op og ud i vores ting i ren Feng Sui stil.


Valget mellem tapet eller plastik

Vi har endda fået det kæmpe plastikhus fra Toys'R'Us ud af stuen og væk. Vi købte det, da Mathilde var ca. 1½ år gammel. Samme dag tog jeg tapetprøver fra Tapet Cafeen i Gentofte med hjem. Vi kunne dog godt se, at det ikke ligesom hang sammen på den ene side at bruge 10.000 kr. på tapet og på den anden side opstille1 stk. pink og lilla plastikhelvede på 6 m3 inden for 2 meters afstand. Plastikhuset vandt og er da også blevet brugt flittigt - blandt andet som bar til en fest (uden børn). Faktisk tror jeg vores venner var mere kede af, at det nu er væk, end pigerne er...


Nå, men der er således intet i vejen for, at pigerne nu kan have en all nighter i deres helt eget værelse. Men, man kan som sagt trække en hest hen til truget, men ikke tvinge den til at drikke... Lad mig eksemplificere med denne aftens sengelægnings seance.


Scener fra en sengelægning

Kl. 19.55: Sengelægning starter - i aften orkestreret af min mand, da jeg prøver at følge med i Borgen - som regel lettere afbrudt. Tandbørstning: check! Vandflasker: check! Sutter: check! Vov-vov: check!


Kl. 20.10: Ro, ahh!


Kl. 20.20: Moaarrr! Jeg hører nu Freja råbe derinde og ved at det kun er et spørgsmål om tid (ikke at min mand giver let op, men den yngste er lidt mor-syg for tiden). Jeg hører Mathilde sige 'sov nu, Freja. Jeg er træt'!


Kl. 20.21: Manden står med sammenknebne øjne og spørger, om jeg ikke vil træde til. Jeg springer op og er ved at tromle 1 stk. anarkistisk barn på 2 år, som har forladt skuden og er på vej ind mod den store seng i mørket. Jeg løfter hende op og vi returnerer til køjesengen. So far so good!


Kl. 20.23: 'Hvad med mig?' lyder det fra den øverste køje '...Hvem skal nu putte med mig??'. Jeg forklarer og håber på det gode arguments kraft, men nej. Jeg hører to store snøft og et: 'Nu bliver jeg ked af det! Nu kan du mærke mine tårer komme ned igennem madrassen'. Lidt flere snøft, men jeg får vredet min arm ud og op omkring stigen - totalt ubekvemt - og vi holder hånd. Det hjælper.


Kl. 20.30: Den gode stemning har indfundet sig og det er jo hyggeligt. Jeg tænker tilbage på aftenen før, hvor jeg lå med pigerne (læs: Freja) i 45 minuttter indtil hun faldt i søvn. 30 minutter, hvorefter hun selv gik ind i vores seng. Det virker som om, at det går hurtigere i aften...


Kl. 20.32: Jeg drister mig til at sige godnat til Freja og rejser mig på albuen - og så går helvede løs! Oprøret ulmer


Kl. 20.33: Jeg står ved en tværvej - og vælger at holde fast i mine grundlæggende principper om sengelægning og børn i sengen...


Kl. 20.34: 'Kom så piger, ind i den store seng!' Pigerne springer op, og med vov-vov og prinsessepude under armen samt en sut og drikkedunk i hånden hopper de glædestrålende ind i vores seng. Og sover med det samme!


Kl. 20.35: Tilbage til Borgen. Real-politik i en anden setting; Eller som Birgitte Nyborg siger: 'Politik er nogen gange at søge det bedste kompromis.'. Jeg vælger at tænke, at jeg har gjort det samme...


Om ikke at gøre det efter bogen

Jeg ved det! Dette var ikke efter bogen. Jeg kunne godt have taget kampen og fået begge piger til at sove i deres seng. Men, jeg synes ikke resultatet står mål med indsatsen. Freja er 2 år. Om et år, hvis ikke før, er disse udfordringer slut. Det kan jeg se med Mathilde.


I aften kommer jeg til at ligge tæt igen, men i det mindste er der ingen risiko for at falde ud af sengen...


Børn i sengen